Se stemningsfilm fra årets åbning af Bådfarten Esrum Sø

Bådfarten Esrum Sø åbner hvert år deres sæson den første lørdag i maj måned og således også i år i stiv blæst og temperaturer i den kolde ende med nyfalden sne flere steder i skyggen i Fredensborg Slotshave. Går man fra gitterporten ved indgangen til Fredensborg Slot og ned ad Skipper Allé til Skipperhuset med den skønne udsigt og gode mad i Restaurant Skipperhuset, så finder man også her bådhuset, som er base for Bådfarten Esrum Sø.

Bådfarten sejler hver sommer tursejlads på Esrum Sø og til traktørstedet Fændrikhus på den modsatte side ved Gribskov. De flot renoverede turbåde Rolf og Viking vedligeholdes af et stort antal frivillige, der med inviterede gæster var til stede ved indvielsen af sæson 10, hvor borgmester Thomas Lykke Pedersen, skibsreder Ole Birch og Christian de Jonquiéres talte. Der var i år optræden af operasanger Lars Bo Ravnbak, som er Fredensborg dreng og selvfølgelig var det flotte traktement grillede pølser med tilbehør.

Bådfartens hjemmeside finder du her Bådfarten Esrum Sø