Billedet af den opgivende mink avler med mundbindet i hånden er så tidstypisk, at Nationalhistorisk Museum på Frederiksborg Slot har købt det til den permanente samling

Fotograf Peter Dahlerup i Fredensborg deltager hver gang i den nordiske portrætkonkurrence Portræt NU,
som afholdes hvert andet år og er sponsoreret af Carlsberg Fonden.

Museumsdirektør Mette Skougaard havde i foromtalen til årets konkurrence i Frederiksborg Amtsavis hele
to gange nævnt, at den danske fotograf Peter Dahlerup havde lavet et tidstypisk portræt af en mink avler.

Ved velkomsttalen ved prisoverrækkelsen nævnte museumsdirektør Mette Skougaard det endnu en gang,
men fotograf Peter Dahlerup var alligevel ikke blandt de heldige, som modtog en af de eftertragtede priser.

Nu har museumsdirektør Mette Skougaard så henvendt sig til fotograf Peter Dahlerup for at købe billedet
”Mink farmer”, som netop har været udstillet sammen med de andre udvalgte billeder først på udstillingen
på Frederiksborg Slot og senest i Sverige på en kunstudstilling.

”Jeg er naturligvis meget stolt over at få et billede ind i den permanente samling af billedkunst på
Nationalhistorisk Museum”, fortæller fotograf Peter Dahlerup fra Fredensborg og fortsætter, ”da der er tale
om billedkunst som skal afspejle nutiden, så lå det lige som til højrebenet at bringe corona situationen ind i
billedet. Det var der flere andre, der også havde gjort, heraf også vinderen i et smukt maleri.”